Katte er kendt for deres smidighed og elegance – men det er faktisk deres sanser, der gør dem til så dygtige jægere … I dette blogindlæg kigger vi lidt nærmere på kattens imponerende sanser.

Katten snuser sig frem!

Kattens lugtesans er meget bedre end menneskets, men ikke helt på niveau med hundens. En kat har omkring 70 millioner lugteceller i næsen, mens vi mennesker kun har omkring 5 millioner.

Dette gør katte i stand til at opdage og skelne mellem et væld af lugte. Lugtesansen spiller en vigtig rolle i deres sociale interaktioner, da de bruger duft til at genkende andre katte og markere territorier. Katte bruger ligeledes deres næse til at tjekke, om noget er sikkert at spise, eller til at opdage bytte i naturen. Katten snuser sig med andre ord frem.

Det perfekte nattesyn

Katte er mest aktive i skumring og om natten, fordi deres syn er perfekt tilpasset til svagt lys. Deres øjne har en særlig struktur kaldet “tapetum lucidum“, som reflekterer lys og giver dem mulighed for at se hele seks gange bedre end mennesker i mørke!

Kattes syn fungerer bedst, når der er bevægelse. De er fremragende til at spotte og reagere på selv den mindste bevægelse, hvilket gør dem til dygtige jægere. I henhold til farver kan katte se nogle nuancer af blå og grøn, men de har svært ved at skelne mellem røde og gule farver.

En skarp hørelse

Kattens hørelse er en af dens stærkeste sanser. De kan opfange lyde i et frekvensområde på op til 70.000 Hz, hvilket er langt højere end de 20.000 Hz, som vi mennesker kan høre.

Kattens ører kan drejes op til 180 grader, så katten hurtigt kan lokalisere, hvor lyden kommer fra. Dette gør den i stand til at finde bytte – selv når det gemmer sig under blade eller sne. Bevægelser og lyd arbejder tæt sammen, når katten jager: Dens præcision i at fange selv den mindste lyd er dybt imponerende!

Smagssansen – en kræsen kat?

Kattens smagssans er ikke så udviklet som vores. Hvor mennesker har omkring 9.000 smagsløg, har katten kun omkring 500. Dette gør, at de ikke smager maden på samme måde som os.

Katte kan f.eks. ikke smage sødt. De er kødædere og derfor mere interesserede i smagen af protein og fedt. Lugtesansen spiller en stor rolle i deres oplevelse af mad – og hvis noget ikke dufter rigtigt, vil katten sandsynligvis nægte at spise det.

Det følsomme kattedyr

Kattens følesans er ekstremt følsom og spiller en vigtig rolle i dens dagligdag. Deres knurhår fungerer som små sensorer, der hjælper med at navigere i mørke eller trange steder. Knurhårene kan registrere selv de mindste luftstrømme, hvilket gør katten opmærksom på omgivelserne.

Katte er også meget følsomme over for berøring og tryk på huden. Dette hjælper den med at reagere hurtigt på fare – men det betyder også, at nogle katte kan være mere følsomme over for fysisk kontakt end andre.

Den sjette sans? Det Jacobsonske Organ

Ligesom hunde har katte et Jacobsonsk Organ, der sidder i ganen. Dette organ hjælper katten med at opfange kemiske signaler, såsom feromoner, der kan afsløre andre dyrs humør, køn eller reproduktive status.

Hvis en kat bruger det Jacobsonske organ, vil den ofte åbne munden og trække vejret på en særlig måde. Dette kaldes “flehmen-reaktionen” og ses ofte, når katten analyserer en spændende duft.

En født jæger

Kattens sanser gør den til en utrolig effektiv jæger: Fra at spotte en mus i mørket til at opfange lyden af en knap hørbar raslen – katten er bygget til at overleve og tilpasse sig sine omgivelser. Forståelsen af, hvordan katte oplever verden, kan hjælpe os med at forstå deres adfærd og behov bedre. Vi håber, at dette blogindlæg gjorde dig bare lidt klogere på katten!